Har sat mig i sofaen med dyne rundt om mig og lytter til et af mine favoritalbum all-time, nemlig Mike Sheridan - I syv sind. Det er blevet tid til de lidt mere personlige indlæg, synes ikke der har været nogen som sådan efter jeg startede bloggen på ny. Beklager for billedet, men det er mig uden make up. Anyway. Her til aften skete der nogen ting, der gjorde at jeg kom langt ned i løbet af ingen tid. M og jeg var lige ude for at hyggesnakke med et vennepar. Måske 10-15 minutter efter de var kørt, snakkede M og jeg løst og fast om diverse ting. Heri kom emnet N, som var en del af mig i 2 år. Men der skal normalt heller ikke meget til angående ham, så går jeg ned med flaget. Til jer som ikke ved det, så var det N, som bankede mig og tævede mig i den sidste tid af vores parforhold. Forholdet endte i 2009, men jeg har stadig ar på sjælen. Jeg kan ikke lide at have hænderne omkring mit ansigt. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg går kold, og begynder at græde meget hurtigt. Sådan har det været næsten hver gang min kæreste ville ae mig på kinden. Dog er jeg blevet en smule bedre til at håndtere det, når det endelig sker. Jeg har svært ved nærhed på nogen punkter og det kæmper jeg med hver dag. Ja, der er gået 6 år, så burde jeg have været ovre det for længst, men ikke mig. Jeg har mine kampe og denne kamp vil jeg ikke opgive. N's og mit forhold var noget af det næreste jeg længe havde haft, netop fordi vi delte ALT på denne jord. Både gode og dårlige ting. Han kendte til mine svage sider og jeg kendte til hans svage sider. Siden det forhold sluttede, så tabte jeg mig ufattelig meget. Det forhold vi havde, tog ekstremt hårdt på mig, og var noget af det sværeste at komme over. Selv den dag idag, dukker der ting op i ny og næ, der gør at jeg lukker af for de folk jeg holder af. Tænk at én person kan påvirke mit liv så meget stadigvæk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar